eForsyning - en app, der giver overblik.

Med eForsyning kan du følge dit forbrug, returtemperaturen og din varmeøkonomi.
Desuden kan du se og hente dine dokumenter, f.eks. årsopgørelser og budgetter mv.

Du finder vores nye online tjeneste "eForsyning" på www.eforsyning.dk/dronninglund

Du kan også hente en App til mobil og tablet. Søg efter e-forsyning

Med din fjernaflæste måler kan der let komme styr på dit fjernvarmeforbrug. Hver dag lægges den seneste måleraflæsning ind på eForsyning, hvor du med dit kundenummer og login-kode kan følge dit forbrug.

Her er en vejledning i, hvordan du kommer i gang med Dronninglund Fjernvarmes nye selvbetjening i eForsyning.

eForsyning er en hjemmeside, eller en app til din smartphone, hvor du kan se en masse om dit forbrug og din fjernvarmeøkonomi. Selvbetjeningen vil i de kommende år blive udbygget med endnu flere faciliteter, så der er god grund til at følge med på din egen side.

Først skal du have dit brugernavn og kodeord klar, som du finder du på din årsopgørelse fra Dronninglund Fjernvarme. Disse oplysninger sendes ud sidst i juni, første gang ca. tirsdag d. 27. juni 2017 sammen med PBS oversigten.

Så åbner du dit internet og taster i adressefeltet: eforsyning.dk/dronninglund 

Herefter dukker følgende side op, hvor du kan indtaste dit brugernavn og kodeord.

Mit forbrug:
Her kan du i en graf se oplysninger om dit forbrug i MWh (energi) eller m³ (volumen) pr. dag, måned eller år, sammenholdt med det forventede forbrug. For at se dit forbrug i m³ skal du klikke på Energi og vælge Volumen. Du kan ændre visning af forbruget ved at klikke på År, Måned og Dag.
I næste graf kan du se din gennemsnitlige fremløbs- og returtemperatur.
Du kan fjerne en kurve ved at klikke på teksten.

Mine dokumenter:
Her kan du se, hvad vi sender til dig, bl.a. årsopgørelser, varmebudgetter og styringstabeller.

Sammenlign forbrug:
Her kan du se dit årsforbrug i MWh pr. m² i et barometer inddelt i farver, sammenlignet med lignede ejendommes forbrug.

Mine oplysninger:
Her er de stamdata, vi har om dig som forbruger. Du kan oplyse dit telefonnummer og din e-mailadresse, således du fx kan få tilsendt dit kodeord ved en senere lejlighed, hvis du har glemt den. Det er også her, du kan skifte dit kodeord.

Tilknyt andre forbrugere:
I menuen Mine oplysninger har du mulighed for at tilknytte andre installationer, hvis du fx skal se efter fjernvarmeforbruget hos dine forældre, eller hvis du ejer flere ejendomme. Det kræver blot, at du har tilladelse til at få installationernes brugernavn og kodeord. Du skifter mellem de forskellige installationer ved at klikke på Installationer øverst til venstre.

Prognose for årsopgørelse:
I menuen Prognose for årsopgørelse kan du se, hvordan din årsopgørelse forventes at komme til at se ud, om du måske skal have penge tilbage, eller om der kommer en efterregning. Beregningerne tager udgangspunkt i dit forbrug til og med den sidst registrerede aflæsning, plus det budgetterede varmeforbrug for resten af året. I prognosen indregnes både tidligere indbetalt aconto samt forventede indbetalinger resten af året. Beregningen forudsætter, at du følger budgettet resten af året. Prognosen kan derfor ændre sig hen over året, dvs. hvis det bliver en kold og lang vinter, så kan en prognose, der viser, at du skal have penge tilbage, gå hen og vise at der kommer en efterregning. Prognosen bliver selvfølgelig mere præcis efterhånden, som varmeåret skrider frem.

E-mail og SMS:
Her kan du indtaste dit mobilnummer og/eller e-mailadresse, således vi kan sende dig servicemeddelelser via SMS og/eller e-mail.

Hvad fortæller graferne mig?
I menuen Mit forbrug er der tre grafer:

1. Energiforbrug i MWh sammenholdt med det forventede forbrug i MWh.
2. Forbrug i m³ sammenholdt med det forventede forbrug i m³.
3. Gennemsnitlig fremløbs- og returtemperatur.

Nedenfor gennemgås, hvilke data, der ligger til grund for graferne, og hvilke informationer, der kan udledes af de tre grafer.

Energiforbrug.
I grafen kan du vælge at se det daglige forbrug i MWh for en måned ad gangen. Det er de blå søjler. Hvis du holder musen over en af søjlerne, kan du se data for den enkelte dag. Søjlerne bliver sammenholdt med det forventede forbrug i den orange kurve. Det forventede forbrug er dit varmebudget fordelt efter de gennemsnitlige graddage (normalår). Du kan vælge kun at se det målte forbrug, eller kun det forventede forbrug ved, at klikke på teksten Målt eller Forventet. Der vil normalt være aflæsninger hver dag, men der kan forekomme forstyrrelser. Hvis der mangler data, beregnes et forbrug i forhold til graddage, og dette vises med en mørkeblå søjle. Daglige måleraflæsninger påbegyndte i marts 2017, og måleraflæsninger før da kan ikke vises korrekt.
Du kan også vælge at se aflæsninger pr. måned for ét regnskabsår ad gangen. Og hvis du ser på indeværende regnskabsår (1. juni til 31 maj) bliver forbruget sammenholdt med det forventede forbrug.
I månedsvisning kan du klikke på "Sammenlign" yders til højre.
Så kan du sammenligne månedsforbruget med de seneste 2 år.
Endeligt kan du se dit samlede årsforbrug for de seneste 5 år.

For at se forbruget i m³ skal du klikke på Energi og vælge Volumen. Du kan se de samme grafer som ovenfor, nu bare i m³. Forbruget i m³ pr. MWh er højere om sommeren end om vinteren, men det er ikke indeholdt i det forventede forbrug og vises ikke i grafen. Hvis du er interesseret i flere data, har du mulighed for at downloade til Excel

Der er 2 temperaturkurver:
Fremløbstemperatur og returtemperatur. Kurverne viser den gennemsnitlige temperatur over det forløbne døgn, beregnet ud fra forbrugt energi og volumen. Kurverne giver et godt overblik over fjernvarmeanlæggets gennemsnitlige effektivitet, tilstand og drift, kort sagt om det er velfungerende. For fjernvarme gælder det helt generelt, at jo lavere returtemperaturer et varmeanlæg returnerer, jo mere effektivt er anlægget.